Afspænding, når livet er svært
-Jordforbindelse i en vild verden
Nogen gange kaster livet en våd karklud i ansigtet på dig, og det er svært at vide, hvad du skal gribe efter. Vejen frem kan være uoverskuelig eller slet ikke til at finde.
Måske er du gået igennem noget svært, eller står med en svær beslutning. Det bliver ekstra vigtigt at passe på dig selv, holde hovedet kold og hjertet varmt.
Det kan godt være, det ikke føles sådan, men din krop både er og skal være en hjælper. Hoved og krop skal samarbejde - og du kan kigge både i verdenslitteraturen og på Netflix for at finde ud af, at det ikke altid er ligetil at få dem til at lytte til hinanden. Nogle gange lægger dit hoved planer, som din krop fortæller dig ikke er mulige.
Nogle gange kommer de meningsfulde svar fra kroppen, hvis du kan få hovedet til at sætte tempoet ned. Du kan heldigvis få hjælp i denne proces: når du lægger dig på briksen kan dit hoved få en pause, mens mine hænder snakker med musklerne i kroppen, så du kan give slip på de spændinger, som gør det svært for dig at forstå kroppens enkle budskaber.
Tit er det hjælpsomt at arbejde med det, vi kan kalde de fire grundlæggende færdigheder:
*) Grounding (fornemmelsen af jordforbindelse og fast grund under fødderne)
*) Centrering (arbejde med rygsøjlen og fornemmelsen i mave og brystkasse)
*) Afgrænsning (følelsen af hele din krop og huden som grænse)
*) Evnen til at rumme følelser og hvordan kroppen kan hjælpe dig til dette, hvad enten det er nervøsitet, frygt, glæde eller andet fra det store spektrum
Helt praktisk
Når du har tilmeldt dig, får du en video med en række spørgsmål, som du skal stille dig selv. Herefter skal du sende mig en mail med 3 linjer om, hvad du gerne vil arbejde med i forløbet.
Vi sætter 3 massage-sessioner i kalenderen på enten 1 time eller 1 1/2 time (du vælger selv). Jeg foreslår, der går 2 uger mellem de første to sessioner og 3 uger mellem de sidste to, men vi kan tilpasse det din kalender.
Du får hjemmeøvelser til mellem sessionerne. Disse øvelser kan være afspændingspædagogiske, mentale eller mere fysiske, alt efter hvad der giver mening for dig. Og hvis det ikke giver mening for dig at have øvelser overhovedet, så er der ingen tvang. Magien i "øvelser" ligger i, når man finder den helt rigtige opgave, og kan mærke, at det rykker.
Særligt for dig, der deltager på forløbet, hér i introduktionsfasen
Jeg vil bede dig om feedback to gange i forløbet: efter intro-videoen og ved forløbets afslutning. Det er ikke doktorafhandlinger, jeg beder dig skrive til mig, men bare svare på et par enkle spørgsmål om, hvad der har givet mest mening, og hvor noget måske var uklart.
Til gengæld får du forløbet til en lavere pris end du skal betale for bare masssagerne:
Forløb med 3 * 1 times massage: 1800 kr
Forløb med 3 * 1 1/2 times massage: 2600 kr